Info og myter om trance

Informationer om hypnose

Mange har oplevet en eller flere af nedenstående situationer:shutterstock_157718891 hypnose

  1. Du kører bil, og pludselig er du i tvivl om, om du kørte over for rødt eller grønt
  2. Du har kørt en længere strækning og er kommet frem til din destination, du er ikke helt klar over hvordan
  3. Du hygger dig med din hobby, og tiden flyver af sted, for du er helt opslugt af det, du laver – du er i et indadvendt koncentreret flow
  4. Du ser en spændende film og lever dig helt ind i handlingen, så du glemmer alt omkring dig. Dit barn spørger, om det må være længe ude om aftenen, og du svarer automatisk ja. Du er senere nervøs over, at det unge menneske kommer sent hjem. For du har ’bare’ sagt ja uden at lytte ordentligt efter.

Du har i alle situationerne været i en lettere trancetilstand, din opmærksomhed har været koncentreret. Og hedder din tilstand indadvending, trance, hypnose eller alle tre dele?

Her har jeg valgt at læne mig op ad bogen: ‘Hypnose og hypnoterapi’ af Jens-Jørgen Gravesen, (side 30).

’Hypnose er et uklart begreb, men der er enighed om et fælles træk: Under hypnose er opmærksomheden koncentreret. Det fører umiddelbart til en kort og brugbar definition, nemlig: ’Hypnose er en tilstand af koncentreret opmærksomhed’. Definitionen sætter os i stand til at danne en brugbar forståelsesramme for mange sygdomme og forstyrrelsers baggrunde og ikke mindst mulighederne for at behandle dem med hypnoterapi. Begreberne hypnose og trance bør betragtes som identiske.

Mange mennesker har en holdning til hypnose, ofte skabt ud fra TV shows og af scenehypnotisører, hvor de måske har tænkt: ”Er det virkeligt muligt?”, og svaret er ja! Og deltagerne gør det frivilligt, for det er ikke muligt at hypnotisere dig mod din vilje eller få dig til at gøre noget, du ikke ønsker. Og hypnose, hvor du få behandling mod dit ubehag, er noget helt andet.

Indlæring: 

  1. Dårlige tanker, adfærd og følelser bliver ofte indlært i vanskelige situationer, hvor din opmærksomhed ubevidst er koncentreret for at håndtere situationen. Her har du let ved at indlære uhensigtsmæssige symptomer og reaktioner, der kan vare ved som symptomer, indtil disse aflæres. Dette kaldes negativ, spontan hypnose. Angst, stress, traumer kan f.eks. være negativ, ubevidst selvhypnose.
  2. Vi lærer ved at koncentrere os om det, vi har lyst til at lære, og ved at gentage det, vi ønsker at lære, for os selv. Du kan ofte se mennesker, som er i en koncentreret læreproces, bevæge læberne, som om de læser stoffet højt for sig selv. Vi lærer også ved at forestille os det, vi vil lære. Da trance er koncentreret opmærksomhed, giver den mulighed for lettere indlæring og aflæring.  

Vi er alle i en indadvendt tilstand 6-10 gange om dagen. Det er tilstande, hvor vi dagdrømmer, mediterer eller ’falder i staver’, fordyber os eller på anden måde vender ’blikket indad’. Trancetilstande kan opstå spontant og ubevidst, og de kan fremkaldes bevidst.

Formål med trance
Det primære formål med trancearbejde er at hjælpe dig til at opdage og udnytte skjulte, iboende, ubevidste ressourcer.  I trance får du hurtigere adgang til det, der kan hjælpe dig og løse dit problem. Du har det heldigvis inden i dig.

Forudsætninger
En forudsætning for, at trancen virker, er, at du reelt er indstillet på at gå i trance og ønsker at samarbejde om at opnå et resultat. Det er din indsats, der løser problemet. Jeg er din guide og hjælper og ved, hvad der skal til for at hjælpe dig.

Trance er et redskab, ikke selve behandlingen!
Trancen er ikke selve behandlingen. Det er et redskab til at finde ind til et problem, finde, opbygge og tilføre indre ressourcer og få løst problemet. Det er det samme, der sker i andre, ’vågne’ terapiformer. Når du er i trance, anvender jeg nogle behandlings-teknikker, der hjælper dig til at skabe varige forandringer ud fra de ønsker, du har. Hypnoterapi er ofte virkelig effektivt, og målet opnås ofte hurtigere end ved almindelig samtaleterapi.

Du kan få hjælp til uhensigtsmæssige vaner, frygt, traumer, smerter, symptomer, angst mv.

De ting, vi er bevidste om, er ca. 8-10%. Resten – de 90-92% – styres af dit ubevidste sind! Alle dine erindringer, erfaringer og gode som dårlige oplevelser bliver gemt i dit ubevidste sind. Dit ubevidste sind har adgang til en stor mængde af positive oplevelser, som du kan trække på, når du skal have løst dit problem. Det er også i dit ubeviste sind, at dine vaner, mønstre og følelser er gemt.

Når du har dårlige vaner, tænker dårligt om dig selv og andre, føler du lider af mangel på selvværd, ikke føler dig god nok eller har traumatiske oplevelser, der popper op den ene gang efter den anden, så skyldes meget af det tidligere indlæringer i dit ubevidste sind, ofte i perioden fra dit undfangelsestidspunkt og til du er 7 år.

Fik du slik, sodavand, chips og lignende, da du var barn, og familien skulle hygge jer? Så har du et eksempel på, hvordan dårlige vaner er kædet sammen med hygge. Hvad sker der, når du hygger dig i dag? Eller brugte du det at spise og drikke, når du var ked af det og følte dig ensom? Gør du det samme i dag mange år efter? Du har hypnotiseret dig selv til et vanemønster, der har til hensigt at beskytte dig mod følelsen af ensomhed. Det kan bearbejdes i trance.

At stå på en scene eller tale foran en forsamling er den største fobi, vi har. Nogle gange kan du se, at både kroppen og stemmen ryster, og at personen er stærkt præget af at skulle holde en tale. Når vi får bearbejdet ’skrækken’, forsvinder symptomerne ofte. Du sover ikke, når du er i trance! Når jeg anvender trance som led i din behandling, så er min stemmeføring og mine sproglige formuleringer det vigtigste hjælpemiddel til at bringe dig i en behagelig trancetilstand. Trancearbejde sker kun efter aftale med dig.


Myter og fordomme ifm. hypnose/trance

Måske stammer dit kendskab til hypnose fra fjernsynet, film, tegneserier,hypnose kopi sceneoptræden eller anden underholdning, hvor der endda har været iblandet tryllerier og tricks, der har givet et misvisende billede af, hvad hypnose er. Ofte er det de samme fordomme, der optræder ifm. med hypnose. Nogle af disse gengives her, så du kan forholde dig til dem og få dem afmystificeret.

1. Du mister kontrollen
Det gør du ikke. Ingen kan tvinges til at lytte eller følge et budskab, du ikke bryder dig om. Selvom kroppen er dybt afslappet, er det at gå ind og ud af trance et valg, du foretager. Al hypnose er selvhypnose, fordi du har gjort et personligt valg. Du kan opfatte det som en måde at bevare kontrollen på. Det er dig, der kontrolleret vender opmærksomheden indad og slapper mere af. Du vil altid have den fulde kontrol.

2. Du kan sidde fast i trancen/ikke komme ud af den
Det er aldrig sket, at en person ikke er kommet ud af trancetilstanden igen. Hvis en person er længere tid om at komme ud af trancen, er det oftest, fordi den er så behagelig, at personen ikke har lyst til at åbne øjnene lige med det samme. Trancen er, sammenlignet med hverdagens jag og stress, meget behagelig at være i. Da hypnose er selvhypnose, vælger du selv. Det er sket, at mennesker er faldet i søvn.

3. Hypnotisører har magiske og særlige evner – de kan trylle
Nej, det er en illusion, scenehypnotisører har skabt.

4. Hypnotisører kan med lethed fjerne mangeårige problemer/symptomer
Desværre nej. Når det sker, er det, fordi du er parat til at få gennemført en ændring. Bl.a. er den ‘Positive Intention’ ved den eksisterende tilstand fundet, og den er parat til at blive erstattet af en ny. Der er ingen lighed mellem, hvor længe problemet har varet, og hvor hurtigt det kan forsvinde. Et eksempel er en fobi for nåle, der har varet i 40 år, og som er væk efter 7 sessioner. Det kan handle om overbevisninger om, at et problem, der har eksisteret i mange år, tager tilsvarende lang tid at fjerne.

5. Det er kun uintelligente og svage mennesker, der kan hypnotiseres
Mennesker med en god fantasi har ofte lettere ved at blive hypnotiseret. Alle kan hypnotiseres. Intelligens kan have indvirkning på den måde, du tænker på, og på den måde som hypnoterapeuten vil lave forløbet på.

6. Man kan ”spole tilbage” og genkalde sig begivenheden, præcist som den var
Vores hukommelse er ikke så pålidelig, at den kan reproducere tidligere hændelser nøjagtigt. Det er rigtigt, at du i trance kan blive opmærksom på nogle detaljer ved en tidligere oplevelse. Din hukommelse fungerer ikke som en computer, hvor du kan finde en nøjagtig begivenhed, den rekonstruerer.

Det, du har lagret i dit nervesystem/din hukommelse, har været gennem dit opfattelsesfilter. Det er farvet af dit filter, din tilstand, din alder, din livserfaring, dine ressourcer, dine værdier og overbevisninger, dine roller i dit liv i dag. Vi erindrer det, der har været følelsesmæssigt intenst, eller som har været meningsgivende. Vi kan fortrænge ubehagelige oplevelser, og vi kan dissociere fra disse. Når de fremkaldes, vil de ikke blive gengivet 100% nøjagtigt, fordi de har været gennem dit filter.

7. Man kan komme til at sige eller gøre noget mod sin vilje
Det kræver en længerevarende indsats, som man kan se ofte sker i grupper og sekter, hvor det er svært at sætte sig op i mod gruppens normer. I hypnose, der er præget af respekt og tillid, er det uinteressant at få dig til at gøre noget mod din vilje. Det er dig, der har kontrollen over, hvad du vil være opmærksom på. Så du afslører ikke noget, du ikke har lyst til. Det forhindrer din kritiske sans.

8. Hypnose er farligt
Nogle har den overbevisning, at hypnose er farligt, fordi de tror, at terapeuten kan ”rode” rundt i det ubevidste/underbevidste. Du vil automatisk beskytte dig selv, og der kan ikke ske noget, som ellers ikke vil ske. Den kritiske sans er til stede og vil sige stop, hvis der er behov for det! Der er situationer, hvor hypnose ikke skal anvendes.

9. Hvornår anvendes hypnose ikke? Der er omstændigheder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at anvende hypnose. F.eks. børn under 7 år, fordi de mangler koncentrationsevnen. Mennesker med en IQ på 70 eller derunder. Mennesker der er farlige for sig selv eller deres omgivelser. Manglende ‘kemi’ mellem dig og behandleren. Aktivt misbrug af stoffer og alkohol. Akut psykisk sygdom.

10. Terapeuten kan få mig til at gøre ting, jeg ikke vil
Det er en myte. For så kunne vi f.eks hypnotisere alle kriminelle til at være de rene dydsmønstre. Den kritiske sans/din observatør passer på dig og forhindrer, at der ”installeres” noget uønsket. Du tager kun det ind, som du har behov for og lyst til.

11. Hvis jeg kigger ind i terapeutens øjne, går jeg ufrivilligt i trance
Hvis du går i trance ved at kigge ind i terapeutens øjne, er det et valg, du har foretaget. Du kan ikke komme ufrivilligt i trance ved at stirre en anden ind i øjnene.  Det kunne kaldes ”Anders And hypnose”, for det er sådan hypnose afbildes i bladet.

11. Hypnose er det samme som mindfulness
Det er det ikke. Når der anvendes mindfulness, træner du din opmærksomhed op til et bevidst nærvær her og nu. Så du fordomsfrit kan iagttage dine sanser og tanker. Mindfulness kan benyttes som en effektiv metode til at lede/føre mennesker ind i trancen. I hypnose trænes du i at vende din opmærksomhed indad, så du aktivt kan få bearbejdet dit ubehag.


Huskeregel:
Har din behandler viden om dit problem og mulighed for at hjælpe dig uden hypnose? Hvis ja, så kan trancearbejde ofte også anvendes til at afhjælpe problemet, hvis terapeuten er uddannet til det. En hypno-terapeut er en person, der behandler dig med hypnose. Det er forholdsvis nemt at lære at hypnotisere. Det tager 8-10 dage. Vær også opmærksom på, at uddannelsen til psykoterapeut tager 4 år.

Jeg har bl.a. lært hypnose af John Overdurf og Julie Silvertorn, da de underviste i DK.

I uddannelsen til NLP psykoterapeut er indeholdt teoretisk viden og masser af praktisk træning i at anvende trance, fordi NLP er udviklet på baggrund af observationer af bl.a. den verdensberømte psykiater og hypnoterapeut Milton Erickson.