Regler, faldgruper og andre typologier
Her er nogle regler og faldgruber, der er relevante, når du beskæftiger dig med Enneagrammet.
Nogle af punkterne gælder ikke for dig, og alle punkterne gælder for nogen! Alene din type gør, at du kan falde i mht. et af nedenstående punkter. Tro mig, jeg er selv dumpet i, og som Enneagramtræner har jeg på hvert eneste kursus oplevet kursister, der har gjort det samme.
Hvert nummer angiver en personlighedstype. Enneagrammet bruger numrene 1-9 til at betegne typerne, fordi numrene er værdineutrale. Et nummer er hverken negativt eller positivt. Alle numre er lige ‘gode/dårlige.’ Type 1 er ikke bedre end type 9!
Beskrivelsen af en personlighedstype er universel og gælder uanset: Køn, race, hudfarve, kultur, religiøs opfattelse osv. Du finder lidt af dig selv i alle ni Enneagramtyper, selv om en af dem skiller sig ud som værende din. Det er din grundtype. Du kan opføre dig som de fleste af typerne.
Ingen kan fortælle dig, hvilken type du er. Jeg har oplevet mennesker, der i flere år har troet, at de var type 2, og på et tidspunkt har de så fundet ud af, at de var type 8 . Jeg har også oplevet mennesker, der stædigt har holdt fast i en type, selv om alle andre ikke kan genkende dem i typen. Det kan være en ‘wanna be.’
Mange oplever, at nummeret på ‘ryggen’ er at blive fastlåst i en boks. Det er det ikke! Enneagrammet beskriver en boks, du allerede er i, som begrænser og fastholder dig i vanemæssige mønstre. Det er vejen ud af boksen, der viser dine personlige udviklingsmuligheder.
De fleste Enneagram forfattere er enige i, at vi bliver født med en dominerende type, med medfødt temperament og andre faktorer. Typen påvirker den måde, vi lærer at tilpasse os til vores tidlige barndoms miljø. Den bestemmer også en vis ubevidst orientering ift. vores forældre. Det vides pt. ikke, hvorfor det forholder sig sådan. Børns bevidsthed, når de er fire eller fem år gamle, er tilstrækkeligt udviklet til, at de har en særskilt fornemmelse af egen personlighed. Selvom deres identitet stadig er meget flydende, begynder børn i denne alder at etablere sig selv, og finde deres egne måder at tilpasse sig til verden på. Dette er stærkt påvirket af hvilken type man er.
Ikke alt i beskrivelsen af din grundtype gælder hele tiden, fordi du svinger mellem sunde, gennemsnitlige og mindre sunde træk, som udgør din personligheds type. Det afhænger også af om du er presset eller tryg.
Enneagrammet er en model af virkeligheden og ikke selve virkeligheden. En model er interessant, fordi den beskriver, hvordan noget virker inden for et bestemt område. Som model giver Enneagrammet et kort over din adfærd og baggrunden for adfærden.
Brug ikke din type som undskyldning for din eller andres adfærd. ‘Jeg er 2’er, jeg kan ikke lade være med at manipulere med andre mennesker.’ ‘Sådan har jeg altid gjort for at få succes, for jeg er jo type 3.’ Din adfærd kan sjældent legitimere dine positive hensigter. Når du har fundet din grundtype, har du færre undskyldninger for dine ikke helt så pæne sider, fordi du kender dem. Du kan komme ud af ‘boksen.’ Bruger du typen som undskyldning, holder du dig selv fast i boksen. Det er ikke Enneagrammets hensigt.
Ingen type er i sagens natur bedre eller dårligere end alle andre. Nogle typer er ofte mere ønskelige end andre i en given kultur eller gruppe. Det er ikke Enneagrammets skyld. Når nogle typer er mere værdsatte i en bestemt kultur er det pga. de kvaliteter, som samfundet belønner.
Det ideelle er at blive din bedste udgave af dig selv, ikke at efterligne andre typer. Gør du det, har du også dér et udviklingspotentiale.
Lad være med at bruge din viden om Enneagrammet til at såre eller mobbe andre. Du ved ikke, hvordan andre er, eller hvad der foregår i deres liv.
Undgå at skabe karikaturer af andre typer. ‘Han er type 5, så derfor er han helt sikkert arrogant.’ ‘Hun er type 8 og støjende og aggressiv.’ Karikaturer projekterer noget over på andre som du selv indeholder.
Du kan hverken være glad eller ked af det for at være en bestemt type. Tanker som: ‘Det er godt, at jeg er type 8, det vil da være frygteligt at være type 4.’ eller ‘Hold da op det må være svært at være de mentale typer, når de har et tema omkring frygt…’ Alle typer har både unikke evner og forskellige begrænsninger.
Andre typologier
Mange har været udsat for psykologiske værktøjer, der skal teste og vise, hvem vi er. I forbindelse med jobsøgning bliver vi meget ofte udsat for at skulle gennemføre en test, som en repræsentant for personaleafdelingen efterfølgende gennemgår med os. Nogle af disse værktøjer er:
- Belbin
- Garuda
- Myers-Briggs Type Indikator (MBTI)
- DISC
- Insight
Disse værktøjer gør deres bedste for at vise, hvordan personligheden præcist er hos den enkelte. Hvordan vi er inde i ‘boksen’. Fx om du er indadvendt eller udadvendt. Det gør Enneagrammet også, dog med den meget store forskel, at Enneagrammet viser, hvad vi kan gøre for at ændre en negativ adfærd, hvilke faldgruber vi automatisk dumper i, og hvilke skyggesider vi har. Det illustrerer også, hvad i vores adfærd de andre har opdaget, som vi selv er blinde for osv. Enneagrammet er bredt, dybt og særdeles omfangsrigt. Det giver selvforståelse og en erkendelse af, hvorfor andre mennesker har en adfærd, der er meget forskellig fra vores egen. Jeg beskæftiget mig med Enneagrammet siden 2004. Jeg lærer stadig nyt. Jeg er taknemmelig for, hvad det har lært mig og mange af mine kursister. Og det er altid værd at huske på: intet værktøj kan beskrive hver enkelt af os fuldkomment!
Det er vi heldigvis alt for unikke og enestående til.